Dagligdagen

På Bostedet Viljen følger vi en fast daglig struktur, hvor den socialpædagogiske indsats danner rammen om den enkelte.

Børnene/de unge følger hver dag et tilrettelagt program, hvor de samarbejder om at løse dagens opgaver. Fokus er at få børnene/de unge til at trives i en verden, hvor opgaver skal løses. Der vil altid blive taget udgangspunkt i den enkeltes ressourcer.

Kost og træning

Vi går på bostedet Viljen op i, at de unge tager aktiv del i både tilberedingen og deltagelse i vores fællesspisning. Vi ønsker at skabe et rum for fælleskab omkring madlavningen som balancere mellem at være sund og nærende samt varieret.

Motion og træning er også en vigtig del af hverdagen på Viljen. Vi tilbyder både gruppetræning og individuel træning samt forskellige aktiviteter som basketball, badminton, bordtennis osv. I vores træningsforløb er det også muligt at få tilknyttet en personlig træner, som motiverer og vejleder undervejs.

 

 

Stabil skole og undervisning til udsatte unge

På Bostedet Viljen tilbyder vi sygeundervisning, indtil den unge igen er klar til at opstarte eller genoptage sin uddannelse. Vi oplever ofte, at udsatte unge i kortere eller længere perioder har haft en ustabil skolegang og har brug for at finde tilbage i en rytme og få ro på sin skole. På Bostedet Viljen tilbyder vi 1,5 times undervisning i hverdagene – hovedsageligt med fokus på fagene dansk, matematik og engelsk.

På Viljen fokuserer vi på at genfinde og træne nødvendige skolekompetencer såsom; at fastholde koncentration og motivation, at vente på tur, møde til tiden, bede om hjælp eller arbejde sammen i grupper. Undervisningen tilpasses den enkelte og tager udgangspunkt i den unges færdigheder og kompetencer. Foruden undervisning i fagene dansk, matematik og engelsk, arbejder vi med den unges almene dannelse, herunder viden om fx ligestilling, etiske dilemmaer, økonomi, bæredygtighed mm.

“Det er nogle søde og rare pædagoger, som er gode til at hjælpe en hvis man har brug for det. De sørger for at du får nok at spise og holder dig sund. De er dejlige at omgås med og de er sjove og sørger for at du altid har et smil på læben. Og i forhold til misbrug er de meget dygtige til at få dig ud af det på en god måde. Det er et rart sted at være, hvor der altid er mad nok og altid pædagoger som du kan snakke med, hvis du hr det dårligt. De passer på en og sørger for at du får et velfungerende liv/godt liv.”

“Jeg kom på Bostedet Viljen fordi mit misbrug. Jeg spurgte kommunen om jeg kunne få hjælp for at kunne kom ud af mit misbrug. Jeg synes Viljen er en virkelig god opholdssted også gode til at hjælpe børn/unge med deres misbrug. Før jeg kom på Bostedet Viljen troede jeg aldrig at jeg ville slippe ud af mit misbrug. Dagen i dag er jeg clean og passer mit liv som en rigtig teenager. Jeg er virkelig taknemlig for deres hjælp. I starten var det noget lort. Gad slet ikke at være her, men nu ved jeg at det er det bedste for mig og jeg vil få styr på mit liv. Det hjælp personalet giver os er jeg taknemlig for. Jeg vågner hver dag op skole og struktur. Jeg har fået en rutine her, det havde jeg ikke for 2 mdr. siden.”

“Jeg vil sige, at det er svært for en ung, som ikke selv bad om hjælp til at komme ud af sit misbrug, at der var andre mennesker, som bestemte over en – det er svært at acceptere i noget tid, for når du ikke selv er klar kan det være svært. Men hvis man ser positivt på det, ændrer det ens liv at være clean. Man har mere overskud til ting, ikke så sur på alting. Her får man undervisning og struktur, selvom det er fucking kedeligt til tider, men jeg har fundet ud af at det er vigtigt, at have det. Jeg er i hvert fald blevet klogere på hvad jeg vil med mit liv.”

“Jeg har efterhånden haft et rimeligt langt ophold/behandling på Bostedet Viljen. I det ophold har der både været nedture og opture. I de første par mdr. gik det egentlig ikke op for mig, at jeg faktisk var placeret på Bostedet Viljen, men jo længere tid der gik desto mere gik det op for mig. D. 25/11-20 fik jeg en dom. Dommen var en ungdomssaktion. Den første del af dommen var på den sikrede institution Koglen. Det var jeg rigtig sur over i starten, men personalet og ledelse på Viljen gav mig alt den opbakning jeg havde brug for indtil jeg skulle på Koglen. Ca. 1. før jeg fik dommen fik jeg et arbejde på fuldtid, der arbejdede jeg indtil jeg skulle afsted. Jeg havde fået lov af min arbejdsgiver til at arbejdere videre, når jeg kom tilbage på Viljen. Da jeg kom tilbage på Viljen var der nogle lidt strammere rammer pga. af min ungdomssaktion. Efter 2 mdr. fra jeg kom tilbage havde lederne løsnet op for rammen pga. den tillid der er. I dag arbejder jeg som fuldtid og er 100% stoffri. Jeg har ikke taget stoffer i 7 mdr. Grunden til at det kun er 7 mdr. og ikke 12 mdr. skyldtes et mindre tilbagefald, da jeg var hjemme på ferie. For at gøre sagen kort så har jeg det godt og er tilfreds med hvad jeg har formodet at udrette selvom, der har været små bump og mange begrænsninger.

Jeg er glad for at bo på Viljen”